CONTACT ZONES GUDHJEM | 28. JULI 2019

En-dags festival med forestillinger i regi af det europæiske projekt CONTACT ZONES. Mød bornholmske, danske og internationale scenekunstnere under 35 år. Se forestillinger i andre formater med et engagement, der måske rusker op i dit syn på verden.

 

CONTACT ZONES forestillingerne er primært for unge og voksne, men de åbne forestillinger kan ses af alle. Der bliver vist 8 forestillinger i alt, heraf er 3 internationale og 4 af dem har bornholmsk tilknytning.

CONTACT ZONES vil for en dag omfavne Gudhjem og skabe liv i gader og pladser på en ny og anderledes måde, give de lokale beboer og tilrejsende turister nye oplevelser gennem at skabe nye mødesteder, hvor kunsten åbner øjne for nye vinkler på tilværelsen.

CONTACT ZONES Bornholm er led i en større satsning med 3 andre internationale festivaler med fokus på udendørs scenekunst skabt af unge under 35 år støttet gennem Creative Europe. Der er også workshops og residencies der afholdes på BIRCA i Klemensker, samt et større symposium, der skal afholdes i København 19-20/11 sammen med Passage Festivalen og Metropolis Festivalen.

Vi samarbejder med Bornholms Internationale Gadeteaterfestival, der åbner med stor cabaret 25/7 og folder skønne forestillinger ud i Hasle og Rønne i dagene 26-27/7 – så man kan få endnu mere skønt teater ganske gratis. Se mere på www.bigf.dk

Festivalen er arrangeret af Danig Performing Arts Service under Susanne Danig og Ida Marie Tjalve med støtte fra Bornholms Regionskommune, BUPL’s Solidaritets- & Kulturfond, Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorck’s Fond og Creative Europe.

Tak til BIRCAs bestyrelse, Cirkus i Soldalen, Undreværket, Cafe Nørresand, Provianten og Bornholms Internationale Gadeteaterfestival.